DROTTNING MARGRETHEs nyårstal

Klicka på bilden, för att se hela bilden

Dronning Margrethe var overraskende personlig i sin nytårstale, mener retoriker Mette Højen og roser hende for at følge med tiden.

Dronning Margrethes nytårstale var fuld af emner som den sønderjyske genforening, ensomhed og klimaet.
Nogle af emnerne kalder Mette Højen for pligtstof, men det blev aldrig en kedelig tale, vurderer hun.

»For det første synes jeg, det var cool, at hun gav klimaskeptikerne klar besked. Det var jo nærmest en direkte kindhest og besked til alle om, at man skal lytte til de unge,« lyder det fra Mette Højen.

Hun er dog ikke overrasket over, at klimaet kom på banen. Mette Højen synes i stedet, at emnet ensomhed – som selvfølgelig berør mange danskere – var lidt en overraskelse, da hun har talt om det før.

På et punkt gjorde dronning Margrethe sig dog særligt positivt bemærket, da hun pludselig valgte at rose prins Joachim og de tv-programmer, han har lavet med DR i 2019.

»Det var ret sjovt. Det har jeg aldrig set hende gøre før. Der var det en stolt mor, der kiggede frem. Frederik har jo altid været mere folkekær end Joachim. Måske hun synes, at det var hans folkelige gennembrud,« siger Mette Højen.

»Og her rykker hun ind på det personlige plan, hvilket hun har gjort mere og mere de sidste mange år. Det er super godt. Da hun startede sine taler for 48 år siden, var der fx ikke sociale medier. I dag skal man jo kommunikere i øjenhøjde, og her følger hun med tiden.«

Hun tilføjer:

»Hvis hun havde holdt en stiv og upersonlig tale, kunne hun nemt ende som den her isdronning på toppen af sit monarki. Så det er vigtigt for hende at vise en personlig side. Så får hun også flere med på vognen.«

Mette Højen synes ikke, det er den bedste nytårstale, dronning Margrethe har holdt. Hun fremhæver fx 1984-talen med den berømte linje om danskernes kølige modtagelse af indvandrerne: ‘Så kommer vi med vores dumsmarte bemærkninger’.

Men hun synes, det er en af de bedre: »Talen havde noget umami – noget x-faktor. Hun tog pligtstoffet med Sønderjylland, Grønland, soldaterne osv. og dryssede stjernestøv ud over. Det fungerede rigtig godt.«

Foto: Henrik Hildebrandt

Skriven 2020-01-01

print

Våra samarbetspartners