VINTER I TIVOLI – Nytt

Annons

Nimb Skøjtebane - Foto: Lasse Salling

Mere Vinter i Tivoli
Den 1. februar kl. 11 åbnes Vinter i Tivoli officielt af Rytteri-skuespillerne Rasmus Botoft og Martin Buch. Sæsonen dækker skolernes vinterferie, Valentinsdag, det kinesiske nytår og lukker og slukker den 24.2.19. I 2019 bliver der bl.a. et nordlys tema, en nyudviklet virtual reality-oplevelse, udstillingen PH i Tivoli flere kørende forlystelser toppet op med Rasmus Klump i Glassalen og ”Terkel – The Motherfårking Musical” i Koncertsalen. Tivoli er også bidragyder til Copenhagen Light Festival i februar; både lysfestivalen og vintersæsonen nævnes af magasinet Lonely Planet som årsag til at København fik tildelt førstepladsen som byen man skal besøge i 2019.

Ny virtual reality-oplevelse
Blandt årets store satsninger er ”Bring The Spring”, der er en virtual reality-oplevelse i H.C. Andersen Slottet. I denne nyudviklede virtual reality-rejse, stiger gæsterne til vejrs i luftballon, vandrer gennem kløfter, bekæmper sværme af frostkrystaller og kommer helt tæt på sultne bjørne iført specialdesignet udstyr og VR-briller.
NB: Se en lille virtual reality bid her fra Bring The Spring”, rejsen.

Premiere på nordlys
Blandt årets nyheder er også nordlys. Nordlys er en af naturens egne opfindelser, et ekstraordinært naturfænomen, der optræder som et show af dansende lys på himlen, og normalt ikke noget, man oplever i Danmark. For første gang nogensinde bliver Tivoli nu indhyllet i nordlys. Med laserlys, elektronisk lydcollage og røgeffekter, har Tivolis udviklingsafdeling skabt en oplevelse i området ved Plænen, hvor gæsterne nærmest står badet i nordlys.

Poul Henningsen i Tivoli
I 2019 er det 125 år siden lysmesteren og Tivoli-arkitekten PH blev født. Det markeres med en uhøjtidelig udstilling i Woodhouse, hvor adskillige historiske og ikoniske lamper udstilles. Udstillingen fortæller om PHs designarbejder for Tivoli og om mesterens lysfilosofi og det særlige 3-skærmsprincip i hans verdensberømte lamper.

Premiere på Rasmus Klump forestilling i Glassalen
Rasmus Klump og den sure snemand” er titlen på en nyskrevet forestilling, der får premiere i Glassalen. Bjørnen Rasmus Klump og gartneren Flora er om bord på det gode skib Mary på vej mod Pingonesien for at besøge Pingo. Undervejs møder de en snemand, der er sur over, at han er kold og fryser. Det kommer der en del skæg ud af. Forestillingen spiller tre gange dagligt og varer knap 20 børnevenlige minutter. Susanne Breuning har instrueret. Børnene kan som noget som nyt efter forestillingen møde Pingo på Plænen. I Koncertsalen bliver der i vinterferien premiere på musicalen ”Terkel – The Motherfårking Musical” i Koncertsalen, hvor Ruben Søltoft får debut som Terkel.

Tivoli Søen som lys-arena og gensyn med skøjtebanen
Langs Tivoli Søen svæver Olafur Eliassons 33 lamper Little Sun Light Swarm mellem træerne i geometriske former med skiftende lysfremtoninger, og på – eller over – søen vises på skift lysshowene Vølvens Spådom og Tango Jalousie. Vølvens Spådom er den nordiske mytologis dramatiske ragnarok historie med laser-lysshow og illuminationer på vandet, mens Tango Jalouise er bygget op omkring Jacob Gades udødelige evergreen. Der opføres også en 18 meter lang lystunnel langs Tivoli-Søen.

Der kommer ligeledes nyt lys på bygningerne og træerne omkring Plænen. Den 300 m2 store skøjtebane foran Nimb bliver en kombination af lysoplevelser og skøjtning, hvor piruetter og andre bevægelser får det interaktive lys under isen til at forandre sig. Det store springvand ved Plænen bliver illumineret, så det ser frossent ud og ligner en 10 meter høj isskulptur. Foran H.C. Andersen Slottet opsættes et lysloft med nye vinterbilleder til musik af Philip Glass.

Se Tivoli TV-klip af Vinter i Tivoli

Pingonesien for børn
I en lille ny landsby på Plænen rager en 15 meter høj specialdesignet iglo med navnet Pingonesien op. Landsbyen tager afsæt i det verdensberømte Rasmus Klump-univers og Pingo-figuren. Igloen indeholder overdækkede, tematiserede vinteraktiviteter, hvor især krudtuglerne blandt de yngre gæster kan boltre sig på rutschebaner, udfordre sig selv på stejle klatrevægge og deltage i sneboldkampe.

Forlystelser og mærkedage
Med undtagelse af forlystelserne i Det muntre Hjørne og Karavanen, der er lukkede pga. klargøring til sommersæsonen, kører over 25 forlystelser herunder Bjergrutschebanen, Vertigo og Fatamorgana. Der bliver skruet op for romantikken i forbindelse med Valentinsdag, hvor de 6.500 hyacinter dufter særlig godt, restauranterne serverer kærlighedsmenuer, og gæsterne kan skrive kærlige hilsener på broen over Tivoli Søen. Derudover bliver det kinesiske nytår, der i år er grisens år, markeret den 5. februar. I hele perioden er der uventede oplevelser med bl.a. Columbine og Harlekin.

© Tivoli

Skriv ut sidan

Våra samarbetspartners