VIVIENNE McKEE fyller 70 år

Klicka på bilden, för att se hela bilden

Skuespillerinde, entertainer, speaker, instruktør, forfatter.

Vivienne tog sin skuespilleruddannelse fra Bristol Old Vic Theatre School, én af de store skoler i England. Inden det havde hun taget en akademisk grad fra Bristol University med drama og fransk som fag.

De næste år havde hun en stor karriere i England, hvor hun i film bl.a. spillede overfor Richard Chamberlain i filmen “The Slipper and the Rose”, på TV havde mange store roller i bl.a. verdens længst løbende soap – “Coronation Street”, og med den kvindelige hovedrolle i krimiserien ” The XYY man” i 76/77.

Samtidig hermed kastede teaterarbejdet mange store roller af sig, så Vivienne var en travl skuespillerinde, da hun under en turné i Danmark i 1979 mødte sin mand gymnasielærer Søren Hall, og de besluttede sig for at slå sig ned i Danmark for som Vivienne sagde “man kan ikke med god samvittighed få børn i Margaret Thatchers England”. Det resulterede i 1981 i Daniel, som i dag er en hårdt arbejdende skolelærer og far til to børn, Felicia på 10 og Marius på 8 uger!.

I Danmark kom hun ind på Det Kgl. Teater som assistent for instruktøren Sam Besekow, der straks forstod at hun måtte på scenen, hvilket gav hende dansk debut i “Historien om en hest” med bl.a. Søren Pilmark og Henning Moritzen og “Jøsses Piger”. Samtidig underviste hun på Café Teatrets skuespilskole, hvor folk som Lars Brygman, Henrik Prip og Lars Bom nød godt af hendes talent.

Vivienne og hendes mand forstod dog snart, at hendes accent en tid ville være en stopklods for dansk karriere og til jul 1982 skrev, instruerede og spillede Vivienne så sin første Crazy Christmas Cabaret, der med flotte anmeldelser og en optræden i Otto Leisners populære “Hopla” på DR TV blev en totalt udsolgt succes. Succesen fik energibundtet til at overtale manden til at grundlægge London Toast Theatre, the English Theatre of Copenhagen, med hjemsted i Det Kgl. Teaters lille studiescene Comediehuset. Efter nogle år med tre egne produktioner pr. sæson og et væld af gæstespil i Comediehuset blev denne åbne scene for lille, og det besluttedes at nedlægge Comediehuset og leve videre som teatertrup uden eget hjemsted, men også med den økonomiske fordel ikke at have en tung husleje året rundt.

I den følgende periode blev store ambitioner og drømme opfyldt med bl.a. store Shakespeareproduktioner – “Macbeth” i den gamle Alexandrabiograf og “As you like it” i Kanonhallen, samt masser af moderne engelsk teater af bl.a. Harold Pinter, Alan Ayckbourn, Arnold Wesker på forskellige københavnske scener. I 1994 flyttede hun så sit teater ind i det ombyggede Det Ny Teater under ledelse af Niels Bo Valbro og Bent Meiding indtil succesen i 1998 førte hende til Glassalen i Tivoli, hvor nu ca. 60.000 hvert år jubler til årets Crazy Christmas Cabaret.

Dansk TV har også haft bud efter Vivienne. Tilbage i 80’erne dannede hun det musikalske komediepar med Preben Kristensen i Jarl Friis-Mikkelsen og Hans Otto Bisgårds lørdagsunderholdning “Smil du er på!” Senere har hun bl.a. spillet Casper Christensens mor i “Langt fra Las Vegas” og medvirket i et par episoder af “Ørnen”.

Sideløbende med den offentlige karriere har Vivienne specialiseret sig i at være en underholdende konferencier ved store kommercielle arrangementer og internationale konferencer, samt en ofte anvendt speaker til engelsksprogede indtalinger, der bl. a. byder rejsende velkommen, når de tager DSB fra lufthavnen. Dette har bragt den rejseglade dame så vidt omkring som til Nürnberg, hvor hun underholdt i forbindelse med Disneys 50-års jubilæum i Europa, Paris for rejsearrangører og Santiago, Chile til en verdenskonference om kornproduktion.

I foråret 2010 havde Vivienne stor succes med et one woman show i Glassalen, og har udover sin årlige Crazy Christmas Cabaret de senere år opført forestillinger på bl.a. Teateret ved Sorte Hest og Folketeateret, samt co-produceret og medvirket i en stor international Hamlet produktion på Kronborg Slot i 2017.

Efter en stor succes med forestillingen ”Oh Baby – it’s Cole” i maj/juni skriver Vivienne på fuld kraft på den 37te Crazy Christmas Cabaret og glæder sig til en fest med venner og familie på dagen.

© London Toast Theatre

print

Våra samarbetspartners